Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Overgang fra vuggestue til børnehave

Når det er ved at være tid til, at jeres barn skal starte i børnehave, begynder vi at tage på besøg på den nye stue, så jeres barn kan få en fornemmelse af børnehavelivet og få sat ansigt på personalet. Vi gør meget for at skabe en tryg overgang, og hvis det er muligt, flytter vi også gerne flere børn samtidig, så børnene kan følges med et kendt ansigt.

Hvis jeres barn skal starte i Cassiopeia, vores udflytterbørnehave i Dragør, tager vi også på besøg flere gange op til overgangen. Vi har en minibus, som vi let kan fylde op med børn og køre til Dragør, så vuggestuebørnene kan få et indblik i deres kommende hverdag og lære de nye voksne at kende. Hvis I har mulighed for det, er I også meget velkomne til at tage med ud i Cassiopeia de første par dage, jeres barn er der.

Overgang fra børnehave til skole

I efteråret inden, jeres barn skal starte i skole, bliver det en del af vores storegruppe, som vi samler på tværs af stuerne i børnehaven. Storegruppen samles fast en dag om ugen, hvor vi klæder børnene godt på til at starte i fritidsordning og skole året efter.

I storegruppen handler det ikke om at lære at skrive eller regne - det handler derimod om at klæde børnene godt på til at indgå i nye fællesskaber og danne relationer til nye børn og voksne. Vi øver os også i at holde på en blyant, at færdes i trafikken og at sidde stille og modtage en fælles besked.

Inden børnene starter i skole, tager vi desuden ud og ser de forskellige fritidsordninger og skoler, som børnene skal starte på, så børnene får et godt indblik i, hvordan en fritidsordning egentlig ser ud, og hvad man laver i en skolegård.