Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

Vi i Galaxen arbejder med, at børnene skal have mad der giver energi til hele dagen. Derfor sørger vores køkkenpersonale for, at der er en sund og nærende kost. 
Vi har både i Galaxen og ude i Cassiopeia vores egne køkkener, der står for at lave en god madplan for børnene. Børnene kan også selv få lov til at være med til at lave mad sammen med personalet. 

Alt vi kan købe økologisk er økologisk. Vi har guldmærke i økologi. Vi serverer ikke noget rødt kød, svin eller oksekød. Vores køkkenansvarlige har været på kursus hos Meyers Madhus, hvor der har været fokus på bæredygtig, sund og den rigtige kost for børnene. I løbet af kurset har der også været fokus på at inkludere børnene. Derfor er der hver onsdag mulighed for, at en stue inde i huset kan være med til at lave noget mad sammen. I Cassiopeia har de faste båldage, hvor børnene kan være med til at lave maden. 

Vi laver løbende evalueringer på måltiderne, så vi får fokus på hvad der er det vigtige. Vi spiser i mindre grupper med børnene, da det er en tid, hvor de kan sidde og kigge hinanden i øjnene og få gode samtaler over bordet, med sine venner og de voksne. Særligt børnene i vuggestuen spejler sig i hinanden, og derfor kan I opleve at de spiser anderledes hos os end derhjemme. 

Et fokus hos os i løbet af hele dagen, men særligt under måltidet er selvhjulpenhed. Når børnene selv øser op, og når børnene selv kan vælge, får de mere ejerskab over måltidet, som vi altid bestræber os på skal være en god oplevelse! Hos os i Galaxen er maden et tilbud, hvor vi forsøger at introducere jeres børn for forskellige typer af mad. Børnene får mulighed for at se nogle af råvarerne inden de bliver forarbejdet. Børnene her bliver alle tilbudt at spise maden, men der er ikke nogen der bliver tvunget til at spise noget i en særlig rækkefølge.