Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet er rigtig vigtigt for os her i Galaxen - for det er en forudsætning for jeres barns trivsel og tryghed, at I har det godt med at aflevere jeres barn hver morgen, og at vi har en åben og tillidsbaseret dialog om alt det, der rører sig omkring jeres barn.

Vi ved en hel masse om pædagogik og børns udvikling, men som forældre er det jer, der kender jeres barn allerbedst. Derfor har vi de allerbedste forudsætninger for at skabe en god hverdag for jeres barn, hvis vi deler vores viden og inddrager hinanden.

Rigtig meget af vores kommunikation foregår gennem vores forældreintra, Aula. Her sender vi både praktiske informationer ud, og vi deler ugentligt billeder og fortællinger fra hverdagen, så I ved, hvordan jeres barns hverdag ser ud, og hvad vi laver her i Galaxen. Det er også her, I skal give os besked, hvis jeres barn ikke kommer på grund af sygdom eller ferie.

Hvis I har input eller gode idéer til os, er I altid velkomne til at sende dem til forældrerådet - så tager de dem med videre, og vi vender alle forslag på vores forældrerådsmøder. I kan læse mere om vores forældreråd længere nede her på siden.

Forældre til børn i vores udflytterbørnehave Cassiopeia

Når jeres barn går i vores udflytterbørnehave Cassiopeia, ser det daglige samarbejde mellem jer forældre og personalet lidt anderledes ud. De fleste afleverer og henter ved bussen, hvor der er mindre tid til snak, fordi vores fokus er på at få børnene sendt godt afsted og få dem godt ud af bussen igen om eftermiddagen.

Det er dog stadig rigtig vigtigt for os at have et tæt og godt samarbejde med jer forældre alligevel. Også her foregår meget af den daglige kommunikation på Aula, og så er I altid velkomne til at ringe herud eller skrive til os, hvis I har spørgsmål eller noget vedrørende jeres barn, I gerne vil dele med os. Og er der behov for, at vi sætter os ned og snakke sammen om noget, så finder vi selvfølgelig tid til det.

I er også altid velkomne på besøg i udflytteren - enten en hel dag, hvor I kører med i bussen om morgenen, eller et kortere visit, hvor I kigger forbi og får et indblik i vores hverdag ude i Dragør.

Forældresamtaler

For at sikre det gode samarbejde om jeres barns trivsel og udvikling, har vi forskellige faste samtaler, som vi inviterer jer til igennem jeres barns tid hos os.

Udover opstartssamtalen, når jeres barn begynder hos os, har vi en opfølgende samtale efter 3-6 måneder, hvor vi taler om, hvordan den første tid er gået. Vi har en samtale igen, når jeres barn skal begynde i børnehave, og igen inden skolestart.

Derudover holder vi en årlig trivselssamtale, hvor vi kan tale om, hvordan jeres barn trives og udvikler sig, og om der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på.

Forældremøde

Vi har to årlige forældre, hvor vi inviterer alle forældre ind og fortæller om, hvordan det går i Galaxen. Ved det ene årlige møde fortæller stuerne desuden om, hvad de laver hver især, og hvad vi har fokus på for tiden. Ved det andet årlige møde holder vi valg til forældrerådet.

Forældreråd

I forældrerådet er I med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Galaxen. I har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. I kommer tæt på dagligdagen i Galaxen og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis I er interesserede i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan I kontakte Galaxens pædagogiske leder og høre mere. Forældrerådet holder møder fire gange om året, og referaterne fra møderne kan findes på Aula.

Man skal desuden være er en del af forældrerådet for at blive udpeget til forældrebestyrelsen.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Du kan læse mere om, hvordan du som forældre kan få indflydelse på dit barns hverdag her.